Kateteret opereres ind i maven. Det er cirka ½ cm i diameter, og cirka 30-50 cm er synligt udenpå maven.
Væskerne kan ledes ind og ud manuelt fx tre til fire gange hver dag eller med en maskine om natten, mens du sover. Et manuelt poseskift tager som oftest 30 minutter. P-dialyse med maskine om natten tager 7-9 timer til selve behandling og dertil 15 minutter til opsætning og 15 minutter til nedtagning.
Det tager oftest tre-fem dage af seks timers varighed at blive oplært til P-dialysebehandling. Du bliver oplært af specialuddannede sygeplejersker.
Udstyr til behandlingen bliver leveret hjemme hos dig. Du skal opbevare udstyr til enten 7 eller 14 dages behandling ad gangen. Dette svarer til et 2 fløjet garderobeskab samt selve maskinen.
Hver 6.-8. uge skal du til kontrol på hospitalet, men du vil kunne kontakte hospitalet hele døgnet, hvis der opstår problemer i forhold til din behandling.
De hyppigste komplikationer ved P-dialyse er infektion ved kateterindgangen eller i bughulen. Begge dele behandles med antibiotika.
