Man kan næsten fornemme på ordet producent, hvor det bærer hen. Producentrollen drejer sig kort og godt om at få tanker og planer omsat til konkret handling og at nå de fastsatte mål. Producentrollen kræver handlekraft for at få arbejdet gjort her og nu. Den bygger på viden om og interesse for den konkrete arbejdsopgave.
Ledere med stærke producentegenskaber er som regel utålmodige, fordi de er meget resultat- og handlingsorienterede. De har et stort drive og trives bedst med, at der sker noget. Noget tilsvarende forventer producenten af medarbejderne – og hvis ikke han tror, at de kan og vil leve op til det, er han tilbøjelig til at ville det hele selv. Den typiske producent forbindes derfor med at være arbejdsnarkoman, at foretrække at ansætte ”stik-i-rend-drenge” og at kede sig ved langvarige møder.